Puha, jeg er vist mere forvirret, end godt er! 

Men tingene vender nu. Det kan jeg mærke. Det skal de. 

Jeg lever stadig..

Ja, jeg er stadig i live. Jeg tror ikke det der med at "koble" af fra hverdagen i mere end et par timer, er særlig meget mig. Det er rart ikke at være på, og skulle forholde sig til noget. Men det er også rart, at faktisk forholde sig til ting og situationer. Jeg ved ikke hvordan jeg har det. Udover nogle hardcore-fysisk hårde dage efter min operation, er jeg ved at komme ovenpå igen. Eller. Sådan da. Jeg prøver lidt at strukturere min hverdag. Lave en plan.
Lever lidt i min egen verden. Prøver at løbe og alligevel leve i mit psykiske kaos, sammentidlig med at jeg prøver at forsvinde i min fysiske sygdom.
Kan ikke løbe fra mine følelser. Kan ikke løbe fra min falske ensomhed. Kan ikke løbe fra de løgne folk fortæller mig, og kan ikke løbe fra mig selv. Bom bom.