Har en lidt apatisk melankolsk følelse i kroppen. Jeg er i bund og grund ked af det hele, men alligevel begynder en bange anelse, at tvivle på, om jeg overhovedet bekymre mig. Om jeg ikke bare stille og stille bliver mere ligeglad.
Det er måske helt vildt dumt, at tvivle på min empati. Den har jo altid været der, og forsvinder jo den ikke. Og for mine hjertenære, gør den da heller ikke. Men ting og mennesker, der plejede at betyde noget, jeg plejede at bekymre mig for, virker bare så ligegyldigt nu. Er blevet stillet overfor en udfordring, ingen tyveårig burde at blive stillet overfor. Dog er det alligevel sket, og sådan jeg regnede med, at mit liv, ville være... tja.. Sådan er det overhovedet ikke! Alt ser ud, som jeg aldrig havde troet det ville se ud. Det er helt underligt at tænke på det. Nu. Hvordan det hele kunne have været. Jeg kan ikke lide at tænke på det. Det minder mig om en kirkegård, der er fuld af begravede håb.
Jeg vil ikke lyde for nedern, men lige nu, er alting bare lidt sortere, end det plejer at være. Jeg prøver at stå op hver morgen, men når der ikke er noget at stå op til, eller en fremtid i sigte, er det lidt svært. Kærligheden vil mig slet ikke, og jeg vil åbenbart heller ikke den. Jeg vil have det jeg absolut ikke kan have ikke kan presse noget der minder om kærlighed ud af, og alt andet, der viser oprigtig interesse, kunne jeg ikke være med ligeglad med. Sådan er det jo.
Jeg er sikker på, det hele nok skal gå. Det er bare svært. Hårdt. Ikke ligefrem den "sødesjove Mette" at jeg viser frem for tiden. Og dog, kommer hun frem engang i mellem.
